lørdag den 27. september 2014

Gullashsuppe og regnvejr = perfect match

Længe siden sidst, men skolestart har altså tærret lidt på overskuddet - nu skulle jeg gerne være tilbage på full speed igen! ;)

I dag har vejret faktisk været ganske fint - i hvert fald her i Aalborg. Det har blæst lidt, men ellers har solen faktisk skinnet fra en næsten skyfri himmel. Tilgengæld var i går noget af en efterårsdag! Vinden ruskede rigtig godt i træerne og regnen susede med!
Heldigvis havde jeg planlagt at vi skulle have suppe herhjemme. Suppe er sådan noget rigtig dejlig varm simremad og jeg havde fri = perfekt! Denne gullashsuppe kunne sagtens være mere avanceret med flere krydderier og en rigtig god fond - men vi blev i hvert fald hurtigt enige om at det altså alligevel er en rigtig dejlig suppe der passer godt til sådan en regnvejrsdag. J havde været i skole, havde cyklet og kom sent hjem - våd og kold, så han var meget glad for at få suppe!


Suppen er fyldt med lækkert kød, kartofler og gulerødder - og for lige at give den lidt ekstra "nam", skal der også flødeost med krydderurter i.
Det er jo simremad så man skal beregne mindst 2 timers kogetid - og selvfølgelig gerne ekstra.

Til 4 personer eller 2 personer + rester til fryseren: 

- 1 løg
- Smør til stegning
- 300 gram gullashkød( skært oksekød i tern)
- 1½ tern oksebouillon (brug den fra Knorr - den er altså bedst!)
- 2 liter vand
- Et par gode spsk mild paprika
- 1 stor dåse tomatpuré (140g)
- Salt og peber
- 6-8 kartofler(afhænger lidt af størrelse)
- 3 mellemstørrelse gulerødder
- 100 g. flødeost med hvidløg og krydderurter (jeg brugte Philadelphia)

Start ca. 2 timer før servering med at skære løg og steg dem i et par minutter i den varme gryde med smør. Tilsæt kødet og lad det brune.
Tilsæt nu vand, bouillonterning, paprika, tomatpuré og salt og peber. Lad det simre ved middelvarme i mindst 45 minutter - eller indtil der er ca.25 minutter til servering.
Imens skrælles kartofler og gulerødder og skæres i tern og skiver.
Tjek om kødet er blevet nogenlunde mørt - ellers lad det koge lidt længere.
Kom nu gulerødder og kartofler i suppen sammen med flødeosten og lad det hele koge i  20-25 minutter, indtil grøntsagerne er møre.
Smag til med salt og peber



Server rygende varm med lækkert brød til. Jeg havde bagt nogle lækre parmesanboller, men dem må i lige få opskriften på i morgen :)
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar