søndag den 28. september 2014

Parmesanboller til suppe-dyp

I går skrev jeg om den fantastiske Gullashsuppe som vi fik i fredags. Selvfølgelig skulle der også bages noget til at "dyppe" med, og valget faldt på disse boller med revet parmesan ost i.



Indrømmet! De er lidt mørkere på toppen end jeg havde ønsket mig, men de smagte nu stadigt rigtig dejligt ;)
De er sådan lidt kompakte i det (hint - den ret lille mængde gær), men det er altså det som gør, at jeg synes at de er rigtige gode til suppe og så de er også fine med smør på dagen efter!

Til 9 boller:
- 12,5 gram gær
- 70 gram smør
- 2 dl mælk
- 1 tsk salt
- 1 dl revet parmesanost + lidt til drys
- 5 - 6 dl hvedemel

Start med at smelte smørret, bland mælken i og lad det blive lillefinger-varmt. Smuldr gæret i en skål, hæld mælk/smør blandingen over og rør gæret ud. Tilsæt salt og parmesanost. Kom nu melet i lidt efter lidt og ælt dejen blød og smidig. Den skal være dejlig glat, ikke for klistret, men bestemt heller ikke for tør!
Stil dejen et lunt sted og lad den hæve 30 minutter.
Tag dejen ud af skålen og den i 9 stykker og form dem til boller. Kom bollerne i en form med bagepapir - min var firkantet, men den kan også sagtens være rund eller hvad man nu lige har.
Lad bollerne efter hæve i 15 minutter hvorefter de drysses med lidt parmesanost og stilles i en 200 grader varm ovn. Bages i ca. 20 minutter til de er gyldne - forhåbentlig ;)



Værs´go og dyp! :)

lørdag den 27. september 2014

Gullashsuppe og regnvejr = perfect match

Længe siden sidst, men skolestart har altså tærret lidt på overskuddet - nu skulle jeg gerne være tilbage på full speed igen! ;)

I dag har vejret faktisk været ganske fint - i hvert fald her i Aalborg. Det har blæst lidt, men ellers har solen faktisk skinnet fra en næsten skyfri himmel. Tilgengæld var i går noget af en efterårsdag! Vinden ruskede rigtig godt i træerne og regnen susede med!
Heldigvis havde jeg planlagt at vi skulle have suppe herhjemme. Suppe er sådan noget rigtig dejlig varm simremad og jeg havde fri = perfekt! Denne gullashsuppe kunne sagtens være mere avanceret med flere krydderier og en rigtig god fond - men vi blev i hvert fald hurtigt enige om at det altså alligevel er en rigtig dejlig suppe der passer godt til sådan en regnvejrsdag. J havde været i skole, havde cyklet og kom sent hjem - våd og kold, så han var meget glad for at få suppe!


Suppen er fyldt med lækkert kød, kartofler og gulerødder - og for lige at give den lidt ekstra "nam", skal der også flødeost med krydderurter i.
Det er jo simremad så man skal beregne mindst 2 timers kogetid - og selvfølgelig gerne ekstra.

Til 4 personer eller 2 personer + rester til fryseren: 

- 1 løg
- Smør til stegning
- 300 gram gullashkød( skært oksekød i tern)
- 1½ tern oksebouillon (brug den fra Knorr - den er altså bedst!)
- 2 liter vand
- Et par gode spsk mild paprika
- 1 stor dåse tomatpuré (140g)
- Salt og peber
- 6-8 kartofler(afhænger lidt af størrelse)
- 3 mellemstørrelse gulerødder
- 100 g. flødeost med hvidløg og krydderurter (jeg brugte Philadelphia)

Start ca. 2 timer før servering med at skære løg og steg dem i et par minutter i den varme gryde med smør. Tilsæt kødet og lad det brune.
Tilsæt nu vand, bouillonterning, paprika, tomatpuré og salt og peber. Lad det simre ved middelvarme i mindst 45 minutter - eller indtil der er ca.25 minutter til servering.
Imens skrælles kartofler og gulerødder og skæres i tern og skiver.
Tjek om kødet er blevet nogenlunde mørt - ellers lad det koge lidt længere.
Kom nu gulerødder og kartofler i suppen sammen med flødeosten og lad det hele koge i  20-25 minutter, indtil grøntsagerne er møre.
Smag til med salt og peber



Server rygende varm med lækkert brød til. Jeg havde bagt nogle lækre parmesanboller, men dem må i lige få opskriften på i morgen :)
 

tirsdag den 2. september 2014

Ungarsk gullash


 Juhuuu endelig fik jeg taget mig sammen til at sætte mig ned og blogge lidt igen! Er ked af der har været lidt stille, men jeg tror lige jeg trængte til ferie ;) Og endelig er det blevet godt vejr igen! Men i sidste uge var det da godt nok noget møg-vejr, det var koldt, blæsende og ikke mindst regnende(kan man sige det?). Til sådan en vejr hører sig noget rigtig varmt hyggemad til, så jeg gik i gang med at lave ungarsk gullash - selvfølgelig med hjemmelavet kartoffelmos ;)


Dette var lige det eneste billede jeg fik i farten! :)

Til 4 personer skal du bruge

- 3-400 g gullash-kød
- 8 gulerødder
- 2 løg
- Noget til at stege i (f.eks. olie)
- 1 dåse hakkede tomater
- 1 dåse tomatpuré
- 2 store spsk paprika
- Salt og peber
- 2 dl vand
- 2 bouillonterninger med oksekødssmag


- 4-5 fed hvidløg

- 1 laurbærblad
- Jævning  (f.eks. 1 tsk maizena blandet med ½ dl. vand)

Hak løg og skær gulerødderne i nogle gode stykker.
Svits løget i lidt fedtstof til de bliver blanke og tilsæt kødet og lad det brune. Tilsæt gulerødder sammen med tomatpure og hakkede tomater. Kom vand og bouillon i sammen med presset hvidløg, laurbær, paprika og peber(salt tilsættes først efter det har simret).
Lad nu det hele småsimre i ca en time og bland herefter jævningen i. Lad det simre lidt længere og fisk så laurbærbladet op. Smag til med salt og server med en lækker hjemmelavet kartoffelmos - eller måske ris?

Håber i alle vil nyde de dejlige solskinsdage som nu er kommet! :)