fredag den 9. maj 2014

Lille strikket og filtet pung


For tiden har jeg bare alt for mange strikke projekter i gang. Der er både et babytæppe til en klassekammerat der skal på barsel om en ikke så længe, nogle hjemmesko til mig selv og jeg går også med tanker om en barselsgave til en anden veninde. Jeg føler jeg har travlt! - men når jeg sidder med strikketøjet i hænderne stresser jeg alligevel helt af.
Heldigvis bliver nogle af projekterne færdige en gang i mellem og senest var det denne lille filtede pung.



Jeg fandt oprindeligt opskriften hos retvrang.dk, og du kan downloade opskriften her

Selve det at strikke den var jo slet ikke svært, man strikker jo bare frem og tilbage og en gang imellem skal der lige lidt flere masker på, eller nogen skal af. Jeg må dog sige at det var lidt mystisk at finde ud af hvordan den helt præcist skulle syes sammen, men da jeg fik lidt hjælp af min meget strikke kyndige faster, så fandt vi ud af det sammen.
Jeg har dog gjort det lidt anderledes med "flapperne" end som beskrevet på hjemmesiden, men det kan man jo gøre som man vil :)
Jeg endte med at filte den i hånden, for den blev ikke ordentligt filtet i vaskemaskinen, men det kan vidst også have noget at gøre med at jeg vaskede den sammen med alt det andet vasketøj. Det fungerede nu meget fint i hånden med lidt vaskemiddel til håndvask og meget varmt vand!





Jeg syede den sammen, satte en trykknap i og pyntede med en knap uden på. Jeg synes selv den er blevet ret sød - selv om den er langt fra professionelt lavet ;)

torsdag den 1. maj 2014

Pizza bianca med spinat og kartoffel


I de her dejlige sommerdage går J og jeg og drømmer os til Italien. Jeg er vild med Italien og er bange for at jeg desværre ikke kommer til at se resten af verden, fordi jeg altid vælger Italien, når der skal besluttes hvor vi skal på sommerferie. I år er selvfølgelig ikke nogen undtagelse og derfor rejser vi til Garda ved Gardasøen til sommer.
Det er jo ingen hemmelighed at de bare er voldsomt gode til at lave pizza i Italien. De har de rigtige teknikker og ikke mindst de rigtige ingredienser! Men en gang imellem gør jeg da et forsøg. Indrømmet - det bliver aldrig helt så godt, men det smager stadig godt ;)



Når man tænker pizza er det typisk noget med tomatsovs, ost og hvad man ellers lige føler for at putte på. Men på det seneste er der begynd at poppe ret mange pizzaer op uden tomatsovs, de såkaldte "pizza bianca", altså hvid pizza. Jeg ville da også prøve, og da jeg stødte på denne opskrift så fik jeg altså mundvand :) Vi har snydt lidt og brugt en pizza-pulver-pakke (fyha!), men man kan jo også lave dej selv så det passer.

Pizza til 2-3 personer(eller 2 personer + madpakke  ;p )

- 175 g. frisk spinat
- 1 stor kartoffel
- 2 spsk creme fraiche
- 1 fed hvidløg
- olivenolie til at dryppe
- 1-2 friske mozzerellaer
- salt og peber

Skyl spinaten og kom den i en gryde. Lad den dampe i det overskydende vand fra skylningen heri, til den er faldet sammen (et par minutter). Hæld det eventuelle overskydende vand fra.
Bland creme fraiche og presset hvidløg. Skær kartoflen i papir tynde skiver med et mandolin jern eller evt. en god kartoffelskræller
Tænd ovnen på 250 grader varmluft.
Rul dejen ud i passende størrelse og smør creme fraiche blandingen på. Fordel kartoffelskiverne over creme fraichen og herefter spinaten over kartoflerne. Riv stykker af mozzarellaen og fordel det over pizzaen. Dryp olie hen over og drys med salt og peber.



Bag pizzaen ved 250 grader varmluft i 10-15 minutter til mozzarellaen er blevet gylden.

Luk øjnene, tag en bid og drøm dig til Italien :)