søndag den 30. marts 2014

Strikketøj til en lille ny

J og jeg har et fælles vennepar som "lige om lidt" skal have en lille baby. Jeg er ikke den mest erfarne strikker, men jeg besluttede mig for at jeg ville strikke en gave til dem, for det er nu altså så hyggeligt at få hjemmelavede gaver. Desuden kan jeg faktisk rigtig godt lide at strikke.
Det skulle ikke være for tidskrævende, da jeg faktisk ikke havde ret lang tid(hun har termin d. 8. april) og det skulle samtidigt heller ikke være for svært. Heldigvis går de 2 hånd i hånd ret ofte ;)
Det blev til en sød lille djævlehue og et par sokker i en dejlig forårsgrøn farve. Jeg kunne jo også have valgt en lyseblå - men det får de sikkert så meget af!


Indrømmet - man kan nok godt se at jeg ikke har prøvet at strikke den slags før, men jeg synes nu at det er blevet meget godt! Jeg er så heldig at "damerne" i min strikkebutik gladeligt hjælper mig hvis jeg ikke forstår opskriften eller hvis jeg simpelthen ikke ved hvordan jeg lige skal gøre. Jeg plejer jo at få lidt hjælp af min mor eller min faster, men eftersom de er en 5 timers tog tur væk, kan det ikke sådan lige lade sig gøre. Men de vil så gerne hjælpe nede i butikken og uden dem er jeg ikke sikker på hvad det var blevet til.

 Opskriften på denne supernemme djævlehue er fra Sandnes og kan hentes gratis på Sandnes garns hjemmeside. Ja, opskriften er på norsk, men forholdsvis nem at forstå, hvis bare man tænker sig lidt om.

Opskriften på disse fine babyfutter - eller pusser, som vi siger i Sønderjylland - er fra Hæklemor. Når først man har teknikkerne på plads er det sådan set nemt nok og så har Hæklemor en super opskrift med forklaringer og billeder! Det er jo noget en begynder synes rigtig godt nok ;)
Ingen undskyldning for at komme i gang.
Der skal nok også komme flere af disse sokker og huen. Det vrimler med gravide i min omgangskreds. En klassekammerat venter en dreng i starten af juli og hun skal da også have en lille ting. Og så er min søster gravid og har termin d. 17. august - spændende! Vi ved dog ikke hvad det er endnu, for den lille drillepind ville ikke vise om vi skal strikke lyseblåt eller lyserødt, da hun var til scanning i fredags. Vi venter i spænding!
Kan i nu have en rigtig god dag derude - nyd solen! :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar