Pyha, tiden suser bare af sted. Jeg læser jo til ergoterapeut og for tiden skriver vi på et meget spændende projekt om aldersgruppen 80+ og deres sociale aktiviteter/relationer - og det optager bare rigtig meget tid.
Det betyder ikke at der er meget mindre tid i køkkenet - men det betyder lidt mindre tid til bloggen.
For tiden bager jeg meget med femkorns-blandinger - hvilket i nok skal se mere til :) Men det første jeg bagte med det var dette
lyse kernebrød fra The Big Meowski, og selv om hun jo har opskriften derinde, så får i den altså også lige her!
Jeg kan godt lide brød, rigtig godt endda og det er altså bare sjovere at få noget som ikke bare er det der hvide lidt kedelige stykke. Jeg nyder da også et godt stykke friskbagt hvidt brød en gang i mellem - for det er da også lækkert, nogen gange vil man også bare gerne prøve noget andet.
Grunden til at jeg også er ret meget fan af det her brød er, at der ikke er særligt meget gær, men tilgengæld lidt længere hævetid, hvilket jeg synes giver et bedre resultat.
Jeg bagte kun 1 brød, men her kommer opskriften på 2 stk.:
- 175 g. fem-korns-blanding
- vand til i blødsætning - ca dobbelt så meget som der er kerner
- 15 g. gær
- 4 dl. vand
- 1 tsk salt
- 850 g. hvedemel
Kog kernerne i vandet. Mål evt. kernerne op i et dl. mål og put så dobbelt så meget vand i. Kog kernerne op i ca. 10 minutter under omrøring. Put evt. lidt mere vand i hvis de koger tør. Når de er færdige skal det ikke som sådan være flydende, men mere sådan en lidt klistret masse. Kernerne skal køles af så de er lunkne inden i skal bruge
Rør nu gæren ud i det lunkne vand og tilsæt salt. Rør de lunke kerner i og derefter hvedemelet lidt efter lidt og ælt den til sidst ind til den ikke længere er for klistret. Ælt dejen rigtig godt og stil den derefter til hævning i ca. 1½ time eller den er ca dobbelt størrelse.
Slå luften ud af dejen og form to brød .
Lad brødende efterhæve, igen ca 1½ time eller til dobbelt størrelse.
Bag brødene ved 200 grader i 30-35 minutter. Når de har taget farve og lyder hul når du banker i bunden, er de færdige.
Det er altså rigtig lækkert med sådan et stykke friskbagt brød bare med smør og et godt glas koldt mælk til ! :)